Viktor Snebjørn Poulsen rundede sin første sæson i Formel-racing af med en imponerende præstation på FDM Jyllandsringen, hvor han sikrede sig titlen som nordisk rookiemester i Nordic 4-serien.
Selvom finalen bød på udfordringer og flere situationer, der sendte ham ned gennem feltet, viste Viktor sin styrke og evne til at kæmpe sig tilbage. Blandt andet med den hurtigste omgangstid i finaleløbet. Det blev en værdig afslutning på en sæson, der har overgået forventningerne.
Som debutant i Formel 4-klassen har Viktor vist konstant fremgang og kølig præcision bag rattet. Gennem hele 2025 har han holdt sig i toppen af rookie-feltet og vist, at han mestrer både fart, teknik og fokus under pres.
Med rookie mesterskabet på plads og en fjerdeplads i den samlede stilling fortsætter Viktor nu sin rejse mod nye mål i 2026, hvor næste skridt bliver at køre i Tatuus til internationale løb.

